Fra studiet af solsystemets mindste medlemmer til de fjerneste galakser er astronomi en videnskab, der ikke kender grænser. Den forsøger at besvare de mest fundamentale spørgsmål: Hvor kommer vi fra, og er vi alene? Og samtidig er den en videnskab, hvor amatører stadig kan spille en rolle.
Et kig op på himlen fører os hen over et svælg i tid om rum. Det, vi ser, kan forekomme som uforanderlige lyspunkter, men sandheden er langt mere kompliceret. Der er f.eks. Orion-tågen, en gassky næsten 1500 lysår borte, hvor den proces, der for 4,6 milliarder år siden førte til dannelse af Solen og planeterne, gentages.
Der er Plejaderne, en klynge blå-hvide stjerner, der dukkede frem fra en tåge ligesom Orions, og hvis yngste medlemmer begyndte at gløde, cirka samtidig med at de første mennesker dukkede frem på Jorden.
Der er Betelgeuse, en stjerne, som er svulmet op og blevet rød af alderdom, og som vil ende sit liv i en blændende ekplosion, der vil kaste dens atomer ud i det interstellare rum. I de efterfølgende æoner vil disse atomer blive genbrugt i nye generationer af stjerner, planeter og måske endda liv.
Da mennesker første gang begyndte at studere himlen for nogle få tusind år siden, vidste ingen hvad stjerner var. Først i de sidste få hundrede år er man blevet klar over, at de er fjerne udgaver af vores egen sol, men forståelsen af, hvad der fik Solen og andre stjerner til at lyse, kom først med det 20. århundredes fremskridt inden for kernefysikker.
Nu ved vi, at alle stjerner drives af energi fra kernefusion, og ved en blanding af teori og observationer har vi lidt efter lidt kunnet samle historien om, hvordan stjerner fødes, hvordan de udvikler sig, og hvordan de dør.
Det allermest spændende er, at astronomerne er begyndt at opdage planeter omkring andre stjerner, hvilket bekræfter, at planetsystemer er et naturligt biprodukt af stjernefødsler, og øger chancerne for, at der findes liv andre steder.
Hvad er en ASTROLABIUM?
Et skiveformet redskab, som i middelalderen blev grugt til at bestemme længdegrad og måle tid ved at sigte efter stjerner, ligesom en sekstant.
Ian Ridpath – fra: Aschehougs bog on Astronomi
... vil fortsætte
Et kig op på himlen fører os hen over et svælg i tid om rum. Det, vi ser, kan forekomme som uforanderlige lyspunkter, men sandheden er langt mere kompliceret. Der er f.eks. Orion-tågen, en gassky næsten 1500 lysår borte, hvor den proces, der for 4,6 milliarder år siden førte til dannelse af Solen og planeterne, gentages.
Der er Plejaderne, en klynge blå-hvide stjerner, der dukkede frem fra en tåge ligesom Orions, og hvis yngste medlemmer begyndte at gløde, cirka samtidig med at de første mennesker dukkede frem på Jorden.
Der er Betelgeuse, en stjerne, som er svulmet op og blevet rød af alderdom, og som vil ende sit liv i en blændende ekplosion, der vil kaste dens atomer ud i det interstellare rum. I de efterfølgende æoner vil disse atomer blive genbrugt i nye generationer af stjerner, planeter og måske endda liv.
Da mennesker første gang begyndte at studere himlen for nogle få tusind år siden, vidste ingen hvad stjerner var. Først i de sidste få hundrede år er man blevet klar over, at de er fjerne udgaver af vores egen sol, men forståelsen af, hvad der fik Solen og andre stjerner til at lyse, kom først med det 20. århundredes fremskridt inden for kernefysikker.
Nu ved vi, at alle stjerner drives af energi fra kernefusion, og ved en blanding af teori og observationer har vi lidt efter lidt kunnet samle historien om, hvordan stjerner fødes, hvordan de udvikler sig, og hvordan de dør.
Det allermest spændende er, at astronomerne er begyndt at opdage planeter omkring andre stjerner, hvilket bekræfter, at planetsystemer er et naturligt biprodukt af stjernefødsler, og øger chancerne for, at der findes liv andre steder.
Hvad er en ASTROLABIUM?
Et skiveformet redskab, som i middelalderen blev grugt til at bestemme længdegrad og måle tid ved at sigte efter stjerner, ligesom en sekstant.
Ian Ridpath – fra: Aschehougs bog on Astronomi
... vil fortsætte
